Udsmykning 2022

Puzzle Cloud i Odense

Sted: Odense Banegård Center

Periode: D. 16. april – 31. juli 2022

Kom i ovenstående periode, og oplev Puzzle Cloud.

Puzzle Cloud er en udsmykning, som kan ses på Odense Banegård Center, udviklet i

samarbejde med Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.

Her har børn og unge, i alderen fra 10 til det fyldte 20 år, sat deres eget præg på lampeskærmene og skrevet om hverdagslivet, som ikke altid er så let for dem.

Smuk symbolik

Hver lampeskærm er sammensat af hele 120 puslebrikker, hvorpå der er printet fotos, som er taget af de unge deltagere. Brikkerne symboliserer den komplicerede verden, hvor det ikke altid er så let at finde alle “brikker” til sit eget puslespil.

Hvordan ser en sådan hverdag ud?

Det er et spørgsmål, man kan stille sig selv. Måske finder man nogle svar gennem de tekster, som er udviklet på workshoppen og publiceret sammen med udsmykningen i bogen “Barndom i psykiatrien“.

Målgruppen for udsmykningen er børn, unge, voksne og ældre, visionen er at bygger bro mellem sundhed og kultur.


Børne- og Ungdomspsykiatri Odense

– Per Hansen, Pædagog, Børne og Ungdomspsykiatri Odense, fortæller:

Det at udtrykke sig ved brug af nye udtryksformer, former som eksempelvis kunst, giver ofte vores unge et nyt sprog.


Et sprog, der kan noget andet, noget man overraskes over, bliver nysgerrig på, leger med og inspireres af.

Sommerfugleeffekten er et begreb i projektet med Pia. Begrebet dækker meget godt over det, der sker, når disse unge udtrykker sig kunstnerisk i ord og billedsprog, som meget ofte starter en gensidig påvirkning og inspiration. Disse unges sårbarhed, mistrivsel, smerte, savn osv. kan i kunstneriske udfoldelser vise sig som fantastiske styrker, vende tingene på hovedet og forandre ens opfattelse af sig selv og andre.

Jeg, som pædagog og menneske, røres af sommerfugleeffekten, som disse unge skaber, hvis de får en kontekst at gøre det i. Projektet med Pia har skabt ord og billeder, der skildrer de unges hverdagsliv i en svær tid.

Når ens personlige udtryk bliver stærkt på en kunstnerisk måde, tør man bedre at udtrykke det sårbare, og man får en anden respons.

Det er sommerfugleeffekt i bedste forstand.





Ja, mennesket er rigtig det skønneste, der er skabt H. C. Andersen